Nyt projekt i samarbejde med Roskilde Universitet

Nyt projekt i samarbejde med Roskilde Universitet 1800 1013 Regenerativt Jordbrug

Nyt forskningsprojekt skal understøtte udviklingen af regenerativ praksis i Danmark

Vi er meget stolte over at vi, i samarbejde med Roskilde Universitet, er blevet en del af et tre-årigt forskningsprojekt, der skal fremme naturbaserede løsninger i Europa. Vores del af EU-projektet består i et laboratorium for udvikling og fremme af regenerativ praksis i Danmark.

Ambitionen med projektet er at styrke og modne den regenerative videnbase i Danmark, herunder at støtte jordbruger-til-jordbruger vidensudveksling gennem vores forening. Forhåbentlig kan projektet således være med til at skabe en kollektiv vidensopbygning, så medlemmer af Regenerativt Jordbrug, og andre med interesse for regenerativ praksis, kan håndtere de udfordringer, som regenerative landmænd står overfor.

Vores håb er at udvikle og modne modeller inden for dele af den regenerative landbrugspraksis, som efterfølgende kan udbredes til jordbrugere uden for det regenerative netværk.

Samarbejdet blev formelt indledt med en workshop ‘Regenerativt Landbrug 2024: Hvad har vi lært – hvor skal vi hen?’ i januar 2024 på Roskilde Universitet, hvor 30 medlemmer af foreningen deltog. Her undersøgte vi i fællesskab de udfordringer, visioner og indsatsområder, der er relevante for at fremme regenerativ praksis i Danmark.

Efter sommerferien går vi i gang med udviklingen af projektets aktiviteter. Sammen med foreningens arbejdsgrupper er vi nået frem til at starte indsatsen på to områder:

  • Biodiversitet og naturpleje-projekter
  • Fremme af CSA

Kunde-bonde afsætning er for mange både en kilde til fast omsætning og afsætning, men volder også en del udfordringer med rekruttering, fastholdelse og kommunikation. Derfor skal projektet i samarbejde med CSA-arbejdsgruppen understøtte vidensindsamling og -deling om de nuværende danske CSA-modeller.

I lyset af den grønne trepart, er det kun blevet mere aktuelt at kigge nærmere på, hvordan landbruget kan indgå i kommunale naturplejeprojekter. Vi leder derfor efter medlemmer med interesse for holistisk afgræsning og naturplejeprojekter, der kunne have lyst til at være en del af projektet.