Drømmer du om at dyrke jorden?

Foreningen Regenerativt Jordbrug tilbyder en grundlæggende indførsel i det regenerative jordbrug gennem et kombineret praksis- og teoriforløb. Den Regenerative Jordbrugsskole er for dig, som drømmer om at dyrke mad til mange mennesker.

Skolen er tæt knyttet til praktikere med egne regenerative jordbrug, dyrehold og erfaringer fra branchen

Jordens sundhed.

Lær om jordforbedring og mikroliv, holistisk afgræsning og planteavl. Du får praktisk erfaring med at dyrke grøntsager, bær og frugt, markafgrøder og hvordan man har dyrehold i et regenerativt system.

Jordbrugs virksomhed.

Lær hvordan du lægger produktionsplaner og optimerer arbejdsgange, og få konkret viden om forretningsplan, økonomistyring og hvordan du planlægger dit salgs- og markedsføringsarbejde.

Fagligt netværk.

Gennem foreningen Regenerativt Jordbrug og gårdbesøg på grundforløbet får du et netværk af praktikere og jordbrugere, som kan inspirere, udfordre og hjælpe dig i dit arbejde som praktiker efter endt forløb.

Den Regenerative Jordbrugsskole er startet som et alternativ til det nuværende uddannelsessystem for de elever, der vil lære om den regenerative bevægelse i friere rammer. Skolen skaber samtidig læringsrammer for de gårde, der ikke har ressourcer til at tilbyde en almindelig elevløn, men som stadig har et ønske om at investere i deres elev og fremtidens jordbrugere.

Den Regenerative Jordbrugsskole forener drømmen om et (arbejds)liv, der bidrager til løsningen på klima- og biodiversitetskrisen, med praktisk erfaring med jordbrug og viden om iværksætteri forankret i et lokalsamfund.

År 1 er et grundforløb i regenerativt jordbrug. Her kombinerer vi teoretiske ugeseminarer med mesterlære på en skolegård. På ugeseminarerne bliver du introduceret til dyrkningsmetoder og virksomhedsdrift. På skolegården får du konkret erfaring med regenerative dyrkningsmetoder.

År 2 er et iværksætteriforløb. Her klæder vi dig på til at tage selvstændigt produktionsansvar. Enten i et etableret jordbrug eller i opstart af din egen virksomhed. Du får undervisning og sparring i hvordan du navigerer inden for de regenerative dyrkningsmetoder. Du lærer om produktionsplanlægning, økonomistyring, organisering af arbejdsfællesskaber, mental sundhed, kommunikation, markedsføring og salg m.m.. Det er en forudsætning at du har gået på første år af den Regenerative Jordbrugsskole for at deltage i iværksætteriforløbet.

  • Vi vil styrke fremtidens landbrug og lokale fællesskaber

    Dansk landbrugsjord rummer store potentialer for at afbøde klimaforandringerne og modvirke tabet af biodiversitet. I lyset af accelerationen af de økologiske kriser bør løsningerne iværksættes hurtigst muligt. Samtidig står dansk landbrug over for et generationsskifte. Der er behov for at vi hjælper en ny generation af jordbrugere med at træde ind i erhvervet og med at drive omstillingen af dansk landbrug.

    Et stærkt lokalt fødevaresystem er en del af løsningen på den globale klimakrise. På samme tid skaber et lokalt fødevaresystem stærke lokalsamfund og styrker forbindelsen mellem land og by. Livet på landet tilbyder nye muligheder for unge, der drømmer om at bo og arbejde på alternative måder. Tættere på økologisk produktion og i forpligtende fællesskaber.

  • Tilmelding til grundforløbet på den Regenerative Jordbrugsskole kræver en egenbetaling på 25.000 kr., som dækker omkostningerne for de syv seminarer dvs. inkl undervisningshonorarer, overnatning, bespisning, gårdbesøg m.m. Du betaler selv transport til/fra seminarerne.

  • Før 16. november 2025

    Find en gård som du vil lave en skole-aftale med.

    Hvis gården har plads til dig som elev, laver I en mundtlig forhåndsaftale, som du skal nævne i din ansøgning til den Regenerative Jordbrugsskole.

    D. 16. november 2025

    Senest d. 20. november sender du din motiverede ansøgning og beskriver din forhåndsaftale med skolegården til jordbrugsskolen@gmail.com.
    I den motiverede ansøgning skal du beskrive, hvorfor du gerne vil gå på den Regenerative Jordbrugsskole, og hvad du håber at få ud af grundforløbet. Det er ikke afgørende hvor meget erfaring du har med jordbrug, vi vil bare gerne lære dig at kende.

    Alle ansøgere får svar inden 1. december, vi optager mellem 15-17 elever per årgang.

    Inden 1. februar 2025

    Elever optaget på grundforløbet 2025 vil modtage et velkomstbrev i januar med undervisningsmateriale, praktiske informationer om første ugeseminar og betalingsoplysninger.

    Senest d. 1. februar underskriver du som elev den endelige samarbejdsaftale med din skolegård. En kopi sendes til jordbrugsskolen@gmail.com.

  • Her finder du gode råd til, hvordan du finder den helt rigtige skolegård at være i praktik hos i forbindelse med grundforløbet på den Regenerative Jordbrugsskole.

  • Den Regenerative Jordbrugsskole giver jordbrugere i foreningen Regenerativt Jordbrug mulighed for at bidrage til uddannelsen af en ny generation af jordbrugere. Skolen tilbyder et alternativ til de gårde, som ikke har ressourcer til at tilbyde en almindelig elevløn, men som stadig har et ønske om at investere i deres elev og fremtidens jordbrugere. Som skolegård spiller du således en vigtig rolle i at uddanne fremtidens regenerative jordbrugere.

    Krav til skolegården

    • Regenerativ dyrkning: På Jordbrugsskolen underviser vi eleverne i de regenerative principper og dyrkningsmetoder. Det forventes, at eleven kan indgå i en produktion med fokus på at opbygge en sund, levende og robust jord. Der er ikke specifikke krav til metoder eller certificeringer på skolegårdene, og det er i sidste ende elevens valg og ansvar at finde en gård, der arbejder med regenerative metoder.

    • Fuldtidspraktik: Det forventes, at eleven indgår i en produktion på fuldtid. Jordbruget skal således være stort nok til at eleven har nok at lave gennem sæsonen.

    • Elevens undervisningsforløb: Eleven skal kunne deltage i de syv ugeseminarer og to sommerture med gårdbesøg i løbet af sæsonen.

    • Videndeling: I løbet af grundforløbet får eleverne en række hjemmeopgaver, der går ud på at analysere den produktion, de er en del af. Det forventes derfor, at man som skolegård gerne vil dele ud af sine erfaringer med opstart, produktionsplaner, økonomi og afsætning m.m.

    • Socialt engagement: Praktikværten på skolegården er ansvarlig for elevens trivsel under praktikforløbet. Det forventes, at eleven løbende deltager i statusmøder/-samtaler om sit arbejde. Frekvensen for disse aftales ved praktikkens begyndelse. Ved uoverensstemmelser eller konflikt mellem skolegård og elev, kan der tages kontakt til Jordbrugsskolens kontaktperson Ellen, hvis der ønskes hjælp med at takle situationen.

Den Regenerative Jordbrugsskole tilrettelægges af

Sandra Villumsen

Kandidat i bæredygtighedsvidenskab

Regenerativ jordbruger på Farendløse Mosteri

Clea Bianca Suhr

Uddannet kok fra HRS og Økologisk agronom fra Sogn Jord- og Hagebruksskule

Gastronomisk Udvikler på HRS

Ellen Pernille

Uddannet fra Jordbrugsskolen

Havechef i Sankt Hans Have og tidligere daglig leder på Rabarbergaarden

jordbrugsskolen@gmail.com

Den Regenerative Jordbrugsskole
Farendløsevej 103
4100 Ringsted

Sandra Villumsen, tlf.: 22 88 55 51 (send evt. sms først)

Kontakt skolen