Historie

Netværkets første frø blev sået en septemberdag på Farendløse Mosteri i 2019. Omkring 30 unge mødtes, hvor fællesnævneren var arbejdet og drømmene udsprang fra jorden. Nogle havde egen jordbrugspraksis, andre havde drømmene om selvsamme. 

Udgangspunktet for arbejdet med jorden er jordens frugtbarhed. Alle unge havde en ydmyg, men vigtig ambition om at arbejde med jorden regenerativt. Regenerativt vil sige at jordens frugtbarhed enten vedligeholdes eller forbedres, men aldrig forringes. 

“Hvordan kan Danmark blive selvforsynende?”, var et af dagens sidste spørgsmål, som godt indrammer netværkets ambitioner og omtanke for fremtiden. 

Næste gang vi mødtes var til et seminar i november 2019. Her deltog 70 jordbrugere og jordbrugsinteresserede, fortrinsvist unge. I februar 2020 stiftede vi vores forening på Makværket i Knabstrup på Midtsjælland.